"Their Finest Hour"

Sådan ser de det nok selv, mange af de unge, der uden nogen kvababbelser vælger at kæmpe mod politiet idag..deres fineste tid. For det er jo en overlevelseskamp mod systemets robotsoldater, mod imperialismens lakajer, mod kapitalismens ensrettende hjerteløshed. Og de er frontkæmperne - adlet i den revolutionære ånd ved at trække i sort uniform og kaste sten mod politi.

Jeg brækker mig.
En ideologisk forblændethed, en politisk psykose som i månedsvis er blevet næret af en voldsromantisk retorik, der aldrig har udelukket en voldelig kamp for at modsætte sig konsekvensen af det danske retssystem. I 30´erne kaldte man sådanne grupper udenomsparlamentariske fordi de ikke ville deltage i det formelle politiske system, men istedet tog i gaden for at kæmpe for deres politiske synspunkter. De kan ikke fordømmes nok - heller ikke her i 2007. Uanset min sympati for deres subkulturelle aktiviteter eller arrangmenter, så er det vulgurt og angstfremkaldende at se dem med skinnende øjne i ophidselse over egen selvretfærdighed angribe politiet, som hele deres verdensbillede forlængst har dehumaniseret sådan at vold mod dem accepteres, ja ligefrem fordres.

Jeg oplevede det helt på tæt hold, indtil kl. 9 imorges. Jeg var nysgerrig, og ville gøre mig egne erfaringer så tidligt som muligt. Mange unge holdte sig helt ude af det. Men lidt ældre sympatisører skabte de 3-4 kontrontationer mod politiets kæde, udfordrede dem højtlydt til kamp, kastede ting, dyrkede deres "finest hour" i kampen mod systemet. De ting jeg var vidne til var fuldstændig entydige: Det var ikke politiet, der startede tumulterne.

Jeg skammer mig over at bo i et København hvor religiøse fundamentalister sommetider går tusindvis på gaden og hvor voldsdyrkende udenomsparlamentarister idag vælger at kæmpe mod vores politi.

Ungdomshusets Problematiske Forhold Til Vold

I mediedækningen af sagen om Ungdomshuset har det ikke manglet på udtalelser, der har romantiseret en gadekamp for dets overlevelse. Ytringerne er kommet fra husets talsmænd, brugere og sympatisører, ja fra forældre til nogle af unge. Jeg stemmer på venstrefløjen, men jeg må klart sige: Jeg væmmes over denne del af den aktivistiske venstrefløj, der er forblændet af det revolutionære, af kampen i gaderne, af at gå på barrikaderne. De dyrker en vedensopfattelse, der inkluderer kristne fundamentalister, fascistiske torturerende politibetjente, kapitalistisk-imperialistiske politikere, sensationslystne medier og en strukturelt undertrykkende borgerlighed. Kun dem – Ungdomshusets unge og deres ideologisk ligesindede – har modet til at kæmpe imod dette konspiratoriske system, forstår vi. En sådan fanatisme, indoktrinering og selvgodhed er lige så latterlig hvad enten den stammer fra religioner eller ideologier. Kun en logisk hjerneblødning kan acceptere denne vulgarisering af det menneskelige, et antihumanistisk verdenssyn hvor alle samfundsforhold reduceres til brikker, der bare skal bringes i en orden.

Udtalelserne har i sig selv været tilstrækkelig grund til at hele det danske samfund klart burde tage forfærdet afstand fra enhver sværmen om at forberede en kamp i gaden. Alle de kunstnere, der i de sidste uger har støttet Ungdomshuset burde have betinget deres støtte med en insisteren på at de unge afstår fra hærværk, vold, konfrontation og voldsromantisk retorik. Et samlet Nørrebro burde komplet isolere de pseudo-videnskabelige ideologer, der prædiker Ungdomshusets sag, og i stedet insistere på at de forlader Nørrebro med deres konfrontationssøgende aktivisme og vold, der helt overskygger deres kulturelle initiativer og aktiviteter. En bitter smag i munden breder sig nu sammen med lugten af røg…

Efter kampene lørdag aften må det lyde til de af Ungdomshusets brugere, der var med i dem: Smut med jer! Uanset jeres sympatiske anti-racistiske arrangementer, uanset jeres forsvar for homosexuelle, uanset jeres promovering af alternativ ungdomskultur, uanset jeres veganske mad, uanset jeres musikarrangementer, uanset jeres folkekøkkener og uanset jeres berettigede vrede over sagens politiske forløb: I har et problem med vold. I romantiserer den. I accepterer den på nogle principper, der står i modsætning til dem, der gælder i demokratiske samfund. I forsøger at fraskrive jer ethvert personligt, etisk og moralsk ansvar for den ved at fremstille volden som et legitimt og næsten mekanisk forhold, der bare sådan kommer til udløsning når i ikke føler at det omgivende demokratiske samfund er med jer.
Det romantiske syn på voldsudøvelse bør drives ud af Ungdomshuset og Nørrebro med det samme.

Der Er Intet Der Undskylder Dette

Nej, jeres "sag" berettiger ikke til jeres handlinger.
Volden kan ikke forsvares og forståes som en nærmest menkanisk konsekvens af jeres sag.

Jeg skrev et indlæg i tirsdags. Se det nedenfor.

Voldsromantikken Blomstrer På Mit Nørrebro

Jeg har en kronisk stærk antipati over for ethvert udslag af fanatisme, indoktrinering, vulgaritet og selvgodhed uanset om det stammer fra religioner eller politiske ideologier. Jeg stemmer på venstrefløjen ved alle valghandlinger, men jeg væmmes vederstyggeligt over den del af den aktivistiske venstrefløj, der er fuldstændig forblændet i en ungdommelig fascination af det revolutionære, af kamp i gaderne, af at gå på barrikaderne. Deres indretning af alle individuelle tanker og livsforhold efter et kompromisløst tankesystem er ikke bare latterligt, det er patetisk og et trist eksempel på hvorledes mennesker kan være så fundamentalt usikre i deres eksistens, at de må ty til fabrikerede tankesystemer og uforanderlige dogmer for at opnå en status og en identitet. Når dette bliver udgangspunkt for deres handlinger er det en vulgarisering af det menneskelige, et komplet antihumanstisk verdenssyn hvor alle samfundsforhold reduceres til brikker, der bare skal bringes i en ideologisk orden.

Romantiseringen af gadekampen og af kampen mod systemet får ikke for lidt disse dage. En fuldstændig paranoid vedensopfattelse, der væver kristne fundamentalister, politibetjente, kapitalistisk-imperialistiske politikere, medier og den borgerlige offentlighed sammen i een stor konspirationsteori dyrkes af modtagelige unge forbundet med Ungdomshuset, der nu er tæt på at nu til den konklusion, at der nu kun er kampen tilbage og at den faktisk er blevet påduttet dem. Sikke noget vrøvl....

Hele det øvrige danske samfund burde fuldstændig klart og utvetydigt og højlydt tage forfærdet afstand fra enhver sværmen med og slet skjult trussel om at forberede en kamp i gaden fra de unges side. Alle de kunstnere, der i de sidste uger har støttet Huset burde have betinget deres støtte med en insisteren på at de unge afstår fra hærværk, vold, konfrontation og voldsromantisk retorik. Et samlet Nørrebro burde komplet isolere de ideologisk forblændede semi-videnskabelige vulgærmarxister, der prædiker Husets sag, og insistere på at de forlader Nørrebro med deres konfrontationssøgende leg med aktivisme og vold og aktioner.

Men det er nok for meget at ønske. Selv nogle af aktivisternes organiserede forældre har været fremme i pressen de seneste uger og været tæt på en klar accept af at deres børn vil tage kampen ud i gaden mod systemet. Det er skammeligt.
Hvorfor bliver de unge og deres forældres flirten med voldsromantik og modstand ikke udfordret mere bredt? Der hviler et fantastisk stort ansvar på dem i de kommende uger. Politiet bør ikke give dem nogen som helst grund til at udleve deres inderste revolutionære opstandsdrømme. Og lad det være sagt en gang for alle: At politiet sættes til at udmønte fogedens afgørelse om at rømme huset er ikke grund til at give den som oprører på alle tangenter.

Tag afstand fra enhver voldsromantik på Nørrebro.

Der Blev Banket På Vandrøret..

..om at en af de mest kendte danske professorer i disciplinen "international politik" rådgiver en pressemedarbejder hos Socialdemokraterne omkring Irak-problematikken.

Om "Den Hemmelige Krig"

Jeg var idag til en visning af "Den Hemmelige Krig. Den var udmærket, ret sober og bestemt ikke så venstredrejet som Adam Møller hurtigt erklærede. Dens TV-premiere er grundet den aktuelle debat flyttet frem til nu på torsdag kl. 20 på DR2.

Filmen var egentlig enkel: Den forsøgte at føre dokumentation for at både et internationalt folkeretsligt og et dansk statsforfatningsmæssigt forhold var blevet tilsidesat og ignoreret af den danske regering - og især af Fogh - i løbet af de første måneder af 2002.

Kort fortalt, så erklærede amerikanerne officielt i starten af 2002 at de ikke længere ville tildele krigsfanger taget i Afghanistan de sædvanlige internationalt anerkendte rettigheder. Altså, helt officielt. Filmen dokumenterer så, at danske soldater rent faktisk udleverede et antal fanger til amerikanerne efter amerikanernes erklæring om en suspendering af rettigheder. Alligevel forsikrede den danske regering efterfølgende gentagne gange Folketinget om at de udsendte danske soldater ikke tog fanger og da slet ikke overdrog dem til anden part (amerikanerne). Man forsvarede altså det danske militærs engagement i Afghanistan med at USA overholdt Genèvekonventionerne.

Rundt om denne historie føjes så en usympatisk kynisk pressechef fra Forsvarskommandoen samt et ubetaleligt mesterligt pinligt øjeblik da chefen for Jægerkorpset må æde sine egne ord og andre ting.

Jeg fælder ingen entydig politisk dom (men dog kritik, indtil videre). Jeg har dog et fromt ønske: At den berettigede kritik af regeringens ageren i denne sag ikke fører til at folk med megen lidt sympati for Fogh-styret kortslutter og ønsker det danske engangement i Afghanistan afsluttet. Fogh eller ej, det danske militære engangement i Afghanistan er en god ide.

Vulgaritetens Spydspidser

Når man bor i København, så undgår man ikke at støde på hunde.
Ældre damer med små rystende pjevse, familier med sørgmodige travere. Og så selvfølgelig hvad alle har observeret de sidste 3-4 års tid: Frastødende yngre mænd og kvinder med muskelhunde, der stolt spankulerer på gaderne. Jeg kan ikke komme i tanke om et mere vederstyggeligt syn end ejer og hund, en fuldstændig vulgær symbiose som end ikke kunne opdigtes i 1600-tallets fantasifulde beretninger om mærkværdige og uhyggelige skabninger i havet. Eet nap fra hundens side af, og jeg ville nedkalde alverdens ulykker over den i et grænseløst og retfærdigt udbrud, der ville efterlade den livløs. Det er sikkert og vist.

Nyt personligt princip for sociale relationer: Undgå alle mennesker, der holder hund - i særdeleshed muskelhunde.

En Beretning Om Religiøsitet

Folk, der er troende er enten ikke psykologisk modne til at håndtere tilværelsens iboende ambivalens. Eller også besidder de en dominerende selvsmagende trang til at iklæde deres eksistentielle usikkerhed en kappe af livsafklaring, de ikke kan lade være med at trække ned over andre. Det turde være åbenbart.

Men når troende åbentlyst vælger at signalere til deres omverden at de er troende, så er det næsten endnu mere latterligt og grinagtigt. Tørklæder, kalotter og kors. Kors!
Disse tegn er de mest sikre beviser på at individet, der bærer dem fuldstændig har kapituleret overfor tilværelsen til fordel for en infantil insisteren på, at dén sociale konstruktion som de kalder "religion", er noget særligt ophøjet eller har en objektiv essentiel gyldighed, der er relevant for alle.

Jeg kan ikke komme i tanke om et forhold, der mere tydligt fratager et menneske enhver troværdighed i faglige eller intellektuelle sammenhænge end netop at vedkommende åbent viser sin tro. Enten magter de ikke at gennemskue de psykologiske og sociologiske sammenhænge, der spiller dem et puds. Eller også vil de ikke.

Uanset, de har intet at fortælle, der er værd at høre på så længe de på livets mest centrale områder har valgt at gå i barndom. Det er ikke godt nok, at de hver især fortæller at de skam helt selv vælger troen, og at det giver dem sådan en god tryghed i tilværelsen. Deres helliggøren af nogle områder - private eller offentlige - er nemlig gift i et demokrati, der ikke anerkender at nogle ting står udenfor diskussion pga. en postuleret hellighed bare fordi nogen siger det.

Selvstiveri

Jeg har blogget i præcis 5 år.
On off. Mere off, i virkeligheden. Og et andet sted, under alle omstændigheder.
Til sidst kunne man ikke kigge til højre eller venstre på internettet uden at føle sig som en maplaceret gæst til et middagsselskab hvor lidt for satte, lidt for kække, lidt for uudholdelige og lidt for dumme folk skulle konkurrere om opmærksomheden med lunefulde ligegyldigheder og slet skjult selvpromovering. Eller rettere, sådan var det vist lige fra starten af.

Alt dette har jeg nu lykkeligt glemt her på min lille side...

Den Definitive Forskel

Jeg har aldrig set en kvinde gøre det.
Det er kun mænd, der går med futuristiske headset til deres mobil.
I ved, dem der ligner et implantat fra en science fiction film fra 1980´erne. Mændene, der bærer disse er altid sådan nogle lidt lurvede typer med sved over det hele og som er totalt standby, online, on the edge, multitasking.

Jeg ved ikke helt, men...måske de bruger hovedsættet til at diktere deres oplevelser fra dagens indkøb så de senere kan blogge om dem under overskriften "MIT LIV R TEKNISK".